Til forsiden
  
  
  
  
  
  
  
  

En rigtig lastbil i skolegården giver en bedre forståelse i  trafikundervisningen

 

Trafiksikkerhed i Øjenhøjde er en kampagne målrettet børn fra 2. – 4. klasse. Målet er at lære, hvordan man mest hensigtsmæssigt forholder sig til lastbiler i trafikken. Vi ønsker med denne kampagne, at alle trafikanter tager ansvar på baggrund af kendte risici.

Højresvingsulykker sker, når lastbilen svinger til højre og cyklisten kører ligeud. Under besøget illustrerer vi situationen og viser nogle mulige afværgehandlinger, som cyklisten kan foretage. Børnene oplever den kompleksitet, som en svingmanøvre indeholder og får selv et godt værktøj til at undgå de farlige situationer.

 

På skolen begynder undervisningen i klasselokalet, hvor eleverne bliver introduceret til trafiksikker adfærd. Hvorfor er lastbiler nødvendige? Hvorfor er det fornuftigt at bruge cykelhjelm?

er blot nogle af de spørgsmål, som vi diskuterer. Med en medbragt modellastbil, dukker og et udsnit af et vejkryds i det rigtige skalaforhold, gennemgår vi de trafiksituationer, der kan give anledning til de farlige situationer. Eleverne ser på den måde det hele lidt fra oven og er på den måde bedre forberedt, når de kommer ud til den rigtige lastbil.

Ude ved lastbilen i skolegården kommer børnene under kyndig vejledning og trygge forhold helt tæt på lastbilen – både udenfor og bag rattet som ”chaffør”.

Her oplever hver enkel elev, hvordan klassekammeraterne udenfor forsvinder i spejlene. De bliver nemlig placeret i de blinde vinkler, ligesom fodgængere og cyklister kan være det i trafikken.

Disse øvelser giver virkelig eleverne en aha-oplevelse, som hjælper dem med at være ekstra opmærksomme i trafikken, når de møder en lastbil.

 

Denne hjemmeside er et supplement til skolekampagnen, og du kan downloade supplerende undervisningsmateriale.

 

 

 

 

 

Skolematerialer til download:

 

   

Eventyret om Vagn Vognmand og unge Hans

(frit digtet efter H. C. Andersens Klodshans)

 

Se Ipaper

     
    Opgaver
     
    Malebog
     
    Undervisningsvejledning til klassen i forbindelse med trafiksikkerhed i øjenhøjde
     

Undervisning i klasselokalet

Til projektunderviser og lærer

 

Planlægning af undervisningen: Fra 2. – 4. klasse. Der skal være en meget legende tilgang til emnet. Det kan være vanskeligt at fastholde interessen hos elever i mere end 10-15 minutter ad gangen. Det er vigtigt, at der etableres en dialog mellem dig som underviser og eleverne. Brug mange åbne spørgsmål (dvs. spørgsmål der begynder med hvad, hvor, hvem, hvorfor), modsat lukkede spørgsmål (dvs. spørgsmål der kan besvares med et ja eller et nej). Det er en god ide, altid at have forberedt en disposition/plan for undervisningen. Undgå at bruge fag-termer og indforstået tale. Nedenfor finder du et forslag til disposition, som du kan gennemgå sammen med læreren i god tid inden undervisningsdagen.

 

Eksempel på disposition:

Indledning: Hvem jeg er, hvilket firma jeg kommer fra, hvad jeg laver til daglig, hvad der skal ske. En kort præsentation, som højst skal tage et par minutter.

1. Trafiksikkerhed: Hvad er trafik? Hvem kender noget til lastbiler? Hvorfor er lastbiler et særligt problem i trafikken?

2. Hvordan er eleverne kommet i skole her til morgen? Cykel (med eller uden hjelm?), gående, skolebus, kørt af forældre? Det bruges som udgangspunktet for snakken med klassen.

3. Eleverne spørges om de har oplevet et færdselsuheld. Enkelte elever kan måske forklare om hændelsen og det bruges det til den videre snak. Nu bør eleverne være blevet opmærksomme på dagens emne og dermed fokuseret på det videre forløb.

4. Kommer der store lastbiler her til skolen? Hvad er deres ærinde? Affald, skolemælk, rengøringsartikler og skolemøbler kan være nogle af forslagene. Det er altså nødvendigt med lastbiltrafikken til og fra skolen for at en skole kan fungere.

5. KONKLUSION: Lastbiler er nødvendige i trafikken, og det er vigtigt, at børnene transporterer sig til og fra skole og til andre fritidsaktiviteter. Her omtales kort færdselsuheld, hvor børn og andre aldersgrupper er involveret, og hvad det er for uheld. Er det som cyklister, fodgængere eller biluheld, hvor de er passagerer? Inddrag eventuelle aktuelle situationer fra dagspressen.

”Hvordan kan du hjælpe chaufføren med at passe på dig”? (Skole-kit).

Vejbanen/vejkrydset lægges på gulvet og modellastvognen, barn og cyklist placeres på vejbaneskitsen. Alle børn sætter sig i en rundkreds omkring læreren. Børnene spøges, hvor de vil holde, hvis de er cyklist eller gående, og lastbilen køres igennem krydset, så man kan se, hvad der sker. ”Har du været ude for en farlig situation enten som gående eller som cyklist, der minder om den på vejbanen”?

(Her er det igen vigtigt, at inddrage elevernes oplevelser i undervisningen).

6. Hvordan kan man sikre sig? (Holde foran lastvognen, til højre, så man er sikker på, at chaufføren har set en. Få evt. øjenkontakt med chaufføren). Der kan fortælles om de spejle, der er placeret på lastbilen, at lastbilen udsender en lyd og blinker, når den bakker, og at eleverne i øvrigt vil høre meget mere om det, når de om lidt skal ud og se en stor lastbil og sidde på chaufførens plads.

7. AFRUNDING OG AFSLUTNING: Nu har børnene lært, hvad de selv skal passe på, men det er vigtigt, at de opfordres til at fortælle deres søskende, bedsteforældre og forældre, hvad de skal passe på i omgangen med store lastbiler i trafikken.

 

OBS! Få mere inspiration til klasseundervisningen...læs videre!

 

 

 

 

 

Inspiration til samtalen i klassen

 

Hvilke former for trafik findes der i dag?

– Tænk på alt fra fru Hansen på 83, der skal til bageren til et fly, der krydser Atlanten.

– Skriv forslagene på tavlen.

Hvilke former for trafik vil vi måske se i fremtiden?

– Skriv forslagene på tavlen

Hvorfor færdes vi?

– Nævn forskellige grunde til, at folk færdes (i det område, hvor de bor/i Danmark)!

Behøver vi at færdes så meget, som vi gør? Er der trafik, der er unødvendig?

– Hvis Ja, diskuter hvorfor!

– Hvis Nej, diskuter hvorfor!

Kan vores samfund fungere uden at vi færdes?

– Hvis Ja, diskuter hvorfor!

– Hvis Nej, diskuter hvorfor!

Kan vi færdes på andre og bedre måder, end vi gør i dag? Hvilke? Godt og skidt. Nævn nogle gode ting ved, at vi har så mange muligheder for at komme rundt i verden – at vi har biler, busser, lastbiler, toge, skibe, fly.

Diskuter nogle dårlige ting ved, at vi har så mange muligheder for at komme rundt i verden – at vi har biler, busser, lastbiler, toge, skibe, fly.

Ulykker – hvorfor sker de?

En trafikulykke er ikke bare en trafikulykke. Der findes små og store ulykker. En ulykke i trafikken kan medføre alt fra et skrabet knæ og et bøjet cykelstyr til et liv i kørestol. I værste fald kan en ulykke ende med en fast plads på kirkegården. Men hvorfor sker der egentlig ulykker, kan man spørge? Og svaret er: Det er der mange grunde til.

Prøv at finde ud af nogle af de grunde til, at der sker ulykker! – Diskuter hvorfor der opstår ulykker i trafikken.

Kan man undgå ulykker i trafikken? - Diskuter, hvordan man kan undgå, at der sker ulykker.

Eleverne kan prøve at argumentere for: Ja, det kan man godt! Lad dem begrunde hvorfor?

Eleverne kan prøve at argumentere for: Nej, det kan man ikke! Lade dem fortælle hvorfor?

Bør vi acceptere, at der sker trafikulykker i Danmark?

Hvad gør man for at begrænse antallet af ulykker i det område, hvor du bor? Hvem gør noget?

Hvad gør man?

Sker der flere eller færre trafikulykker, hvor du bor, end for 25 år siden?

– Hvorfor sker der flere/færre ulykker?

Sker der andre trafikulykker i dag end for 25 år siden? For 100 år siden?

Er der særlige steder, hvor der sker trafikulykker?

– Hvorfor er det sådan?

 

 

Undervisning omkring lastbilen

 

Til den praktiske undervisning samles eleverne omkring lastbilen.

 

Det er vigtigt, at der er aftalt en rækkefølge for ind- og udstigning i bilen. Nogle af eleverne kan placere sig på højre side af lastbilen og agere fodgængere og cyklister, således at de elever, der sidder på chaufførens plads, kan se ”trafik” i spejlene og gennem ruderne.

 

Vigtigt!

- Husk børnene skal gå baglæns ud af bilen, så der ikke opstår risiko for at de falder ned.

- De skal passe på hovedet ved undersiden af lastvognsdøren i begge sider.

 

Inspiration til øvelserne omkring lastbilen.

 

1. Der kan fokuseres på de blinde vinkler på højre side og på højre forreste hjørne af bilen. Området mellem nærzonespejlet og det almindelige sidespejl kan ikke ses til jordniveau, selvom spejlet er korrekt justeret.

2. Når eleverne sidder i bilen bør fokus være, at se kammeraterne i spejlene. Det er hensigtsmæssigt ikke at være for teknisk, men blot efterlade eleven med et indtryk af, at alt, hvad chaufføren kan se, er meget småt.

3. Det menneskelige øje er indrettet til at se ting som bevæger sig. Vi er født til at jage. Det betyder, at hvis en cyklist ikke bevæger sig i forhold til bilen, så ser chaufføren måske ikke cyklisten.

Når en lastbil starter fra rødt lys accelererer den og cyklisten ofte med samme hastighed, og derved bliver cyklisten måske usynlig for chaufføren.

Et forsøg som alle kan teste gennemføres foran en PC, hvor forsøgspersonen bliver bedt om at

finde musemarkøren – i de fleste tilfælde vil det først kunne lade sig gøre, når den bevæger sig. Cyklisten og musemarkøren er sammenlignelige.

 

Information om en fragtbil

 

Anvendelse: 

Til al transport af pallegods, som kan håndteres gennem siden eller gennem bagenden på bilen. Typisk anvendes den hydrauliske løftebagsmæk til af - og pålæsning.

Pris: Ca. kr. 500.000,-

Totallængde: 9,5 meter

Antal meter lad: Ca. 7,5 meter

Bredde på lad: 2,55 meter

Højde på lad: 2,40 meter

Højde på sidefjæld: 1 meter

Totalvægt 18.000 kg

Lasteevne: 11.200 kg

Antal hjul: 6 stk. (4 stk. på den bageste aksel- tvillingemontering)

Levetid: Ca. 10 år

Typisk antal km om året: Ca. 80.000 km (varierer afhængigt af om der køres lokalt, regionalt eller nationalt 10.000 – 110.000 km)

Løftekapacitet på bagsmæk: 2.000 kg

Motorkraft: 260 HK

Dieselolietank: 350 liter

Antal km pr. liter dieselolie 4,7 km(afhængig af læs, afstand, chauffør effektivitet og hastighed.)

Maksimalt tilladte totalvægt: 18.000 kg

Maksimal vognlængde: 12 meter

 

Vogntog (forvogn + påhængsvogn)

Maksimalt tilladt totalvægt: 48.000 kg (i Danmark køres der i øjeblikket forsøg med vogntog op til 60 ton.)

Maksimal længde: 18,75 meter (i Danmark køres der i øjeblikket forsøg med vogntog op til 25,25 meters totallængde)

 

Links

 

Her kan du finde mere information om transport, trafiksikkerhed og lastbiler:

 

 

3f Transportgruppen

ATL - Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logostik

Branchearbejdsmiljørådet for Transport og engros

Børneulykkesfonden

Danmarks Statistik

Dansk Transport og Forsking

Dansk Transport og Logistik

Danske Fragtmænd A/S

Dansk Transportforskning
Falck Danmark A/S
Færdselsstyrelsen

OK a.m.b.a
Rådet for sikker trafik
Trafikministeriet
Vejdirektoratet 

Volvo Lastbiler Danmark A/S

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi vil meget gerne høre din mening om denne hjemmeside. Klik HER og fortæl os din mening. Det kan hjælpe os til at lave endnu bedre materialer fremover 

Hvor dygtig er du til at cykle i trafikken?

Klik her